onsdag den 6. marts 2013

Ankomst til Singapore

Så er vi ankommet til Singapore. Det gjorde vi egentlig allerede 1. marts, men dagene herovre flyver af sted, så må hellere få skrevet lidt mens jeg stadig kan holde nogenlunde styr på alle de ting vi oplever.
Vi ankom godt og sikkert til Singapores lufthavn, Changi Airport d. 1. marts omkring middagstid. Det startede dog med at flyet fra Kuala Lumpur ikke måtte gå i luften pga. tekniske problemer. Vi var egentlig kørt ud på startbanen og var klar til at gå i luften, men måtte så vende om igen og køre tilbage til gaten. Her sad vi så i flyet i over en time og kunne ikke få af vide hvad der var galt, men problemet blev åbenbart fixet og vi blev klar til at flyve...hmmm, kunne vi nu også stole på det?!? - Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er særlig glad for at flyve, så at sidde i et fly med tekniske problemer kræver en rolig og meget tålmodig mand der overtaler mig til at blive siddende. Havde Jakob ikke været der, havde jeg nok flået sikkerhedsbæltet op og spænet af sted mod nærmeste nødudgang. Men han gav mig hånden og sit æresord på at vi nok skulle komme levende ud af flyveren igen. Det holdt heldigvis stik for 1 time og 5 minutter efter landende vi på sikker grund i Singapore.

Nice view indover Singapore - set fra motorvejen
 
Singapores nok mest kendte hotel Marina Bay Sands - set fra motorvejen, derfor den lidt skæve vinkel


Nå, det var lige en sidebemærkning :-) Vi blev hentet lufthavnen i en lille minibus af det sted hvor vi bor. Det hedder Lanson Place og er et sted der administrerer servicelejligheder for udstationerede. Det ligger faktisk lige i centrum af Singapore og er et rigtig fint sted. Lejligheden vi bor i er ca. 90 kvm. Der er et stort køkken (med ovn og opvaskemaskine - Weee :-) ) et lille bryggers (med vaskemaskine og tørretumbler - endnu mere Weee ;-)) to soveværelser, to badeværelser og et lille walk-in closet - Ja tak! (faktisk får vi også gjort rent hver dag undtagen søndag og avisen bliver hængt på dørhåndtaget hver morgen, så det kan vi vist heller ikke klage over)
Vi bor på 8. sal og oppe på 9. sal er der en dejlig swimmingpool og liggestole, så her kan man tage sig en lille morgensvømmer og hygge om aftenen med grill og BBQ hvis det er det man har lyst til. Neden i stuen er der et lille fitnessrum med løbebånd, crossmaskiner, vægte osv. Så her kan jeg også få lidt af min træningslyst styret.

Vores stue
 
En lille start-pakke der stod klar da vi ankom
 
 
"Vores" pool
 

De første dage er gået med at finde os lidt til rette, både i lejligheden men også i nærområdet hvor vi bor samt finde ud af hvordan den offentlige transport fungerer. Hvad det angår, så det er utroligt hvor velfungerende et metrosystem de har herovre. Det er så super nemt at finde ud af. Singapore er kendt for at være en meget ren by, men at metroen også ligefrem bliver vasket, pudset og nusset om på den måde, det er helt utroligt. Det er ligefrem en fornøjelse at besøge byens offentlige toiletter hvor der bliver vasket og pudset efter hvert toiletbesøg, ikke noget man ser derhjemme.
Jakob skulle først starte på sit arbejde mandag d. 4. marts, så vi havde den første weekend sammen, hvilket var rigtig dejligt. Vi brugte weekenden på, at gå på opdagelse i byen og lære metrosystemet at kende. Vi fik bl.a. shoppet lidt i div. supermarkeder og fyldt køleskabet op. Vores indkøbsture foregår på den måde; at imens jeg handler ind går Jakob målrettet ned til øl-afdelingen. Her starter han fra en ende af med at tjekke alle priserne ud på øllene. Jeg kan sagtens bruge laaang tid på at gå på opdagelse i supermarkederne og se på alle de eksotiske varer de har. Ikke mindst alle de grøntsager og frugter som jeg aldrig har set før. Jeg troede, at jeg havde smagt næsten alle de grøntsager der findes, men det viser sig, at det har jeg langt fra. Så der skal nok eksperimenteres lidt med madlavningen herover. Men hvis jeg bruger mere end 1 time i et supermarked, kan jeg godt mærke at jeg mister lidt af Jakobs tålmodighed. Så mange øl har de trods alt heller ikke som han kan tjekke priser på  ;-) Vi fik også set Jakobs arbejde i weekenden, hvilket kun er to metrostop fra hvor vi bor, så det tager ham kun ca. 10-15 min at komme på arbejde. Om søndagen besøgte vi desuden et par yogasteder og var på kort visit i Den Danske Sømandskirke (vi droppede dog gudstjenesten som var en udvidet version den søndag pga. visit fra den københavnske biskop)

Den pudsede og polerede metro


Den Danske Sømandskirke

Mandag havde Jakob så første rigtige arbejdsdag (lidt ligesom første skoledag stod han der og var helt spændt :-)) Vi stod op og spiste morgenmad sammen og hyggede lidt inden han tog afsted. Herefter sprang jeg i løbetøjet og løb af sted mod den nærliggende Fort Canning Park som ligger 200 meter fra hvor vi bor. Det var rigtig dejligt at få rørt sig lidt. Men hold nu fast hvor var det hårdt pga. varmen. Løb omkring kl. 9.30 men her var temperaturen allerede oppe omkring 29 grader, så jeg måtte stoppe og holde hvil et par gange. 45 minutter efter var jeg hjemme igen, mørkerød i hovedet og med et galoperende hjerte med en puls på mindst 200 valgte jeg altså at tage elevatoren op til 8. sal, men jeg var helt færdig. Jeg kan godt mærke, at man skal passe lidt mere på sig selv her i varmen og sørge for at være velhydreret inden man tager hjemmefra. Her grines der ikke af folk der løber med bælte fuld af vanddunke - det er absolut nødvendigt med et vanddepot hvis man løber mere end 45 min. Jeg har dog snakket med nogle andre danskere som siger at man vænner sig mere til varmen efter et par uger, så jeg håber at det bliver bedre. Men hold fast hvor er det også rart at man bare kan springe i et par short og en T-shirt og ikke skal have vinterjakke, handsker, hue og halstørklæde inden man tager hjemmefra. Dog er det nødvendigt med en paraply i tasken, for selvom solen det ene øjeblik kan skinne fra en skyfri himmel, ja så kan det stå ned i stænger det næste øjeblik og så kan solen skinne igen bagefter. Meget mærkeligt klima..

Tirsdag var der Coffee Morning kl. 10 i Den Danske Sømandskirke. Dette arrangement er primært for danske kvinder hvis mænd er udstationeret og arbejder her i Singapore. Det var rigtig hyggeligt at møde andre danske kvinder og få delt deres erfaringer om hvordan man bedst integrerer sig og finder sig til rette her i Singapore. Faktisk var den københavnske biskop - Peter - stadig på besøg, så jeg fik da lige en god snak med ham om meningen med livet og kirkernes fremtid i Danmark ;-). Nu er det ikke fordi at jeg er så religiøst anlagt, men det er nu altid sjovt og inspirerende at møde nye mennesker og egentlig en interessant samtale vi havde. Faktisk er der nogle af kirkerne på Nørrebro der skal ombygges til hospice og bosted for hjemløse, hvilket jeg personligt synes er en rigtig god idé.

Nå men da kaffe-slapperaset sluttede ved 12-tiden blev jeg spurgt om jeg ville med ud og spise frokost med de andre piger - eller kvinder om man vil, tror gennemsnitsalderen var omkring 45-50 år, så jeg var den absolut yngste i selskabet - nå men, det takkede jeg ja til, havde ikke andre planer for dagen så det var hyggeligt med en lille frokostaftale. Mange af de andre har været her i flere år og skal være i Singapore alt mellem 3, 5 og nogen endda op til 10 år. Derfor synes de selvfølgelig også at jeg skulle være her ekstremt kort tid og mente at jeg havde travlt hvis jeg skulle nå at se og opleve det hele. Sjovt som man ser forskelligt på det. Jeg har nu tænkt mig at tage det stille og roligt, men må ærlig talt også indrømme, at tiden indtil videre er gået stærkt, så mon ikke de næste par måneder også gør det? Timerne den eftermiddag fløj i hvert fald af sted, så da jeg næste gang så på uret var klokken 16.30 og vi blev enige om at tage hjemad. Alt i alt var det en hyggelig eftermiddag og sjovt at komme lidt ind på livet af andre danskere der bor i Singapore.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar