torsdag den 9. maj 2013

En lille weekend-get-away

Så er der igen lidt liv på bloggen :-) Denne gang med lidt billedspam fra weekendens get-away til Krabi i Thailand hvor vi valgte at tilbringe fredag til mandag i sidste uge.

Vi startede fredag morgen med at tage en taxi lufthavnen. Det tager ca. 20 min og koster ca. 100 kr. Det er virkelig lækkert at det er så billigt at køre med taxi herovre og så er det meget hurtigere at tage taxi til lufthavnen fremfor metro.

Flyet afgik kl. 10.30 og 1 time og 15 min. efter befandt vi os på den eksotiske Thailandske ø Krabi. - Vi landede dog lige midt i en tordenbyge, så turen ned var temmelig bombet og langt fra behagelig. Men det er monsun-tid lige nu i Thailand, så vejret kan man ikke være helt sikker på. Men så minder det jo meget om Singapore :-)
I lufthavnen gik det meget glat med at få baggage (overraskende lille lufthavn og mindede lidt om en forstørret Ringsted Flyveplads) og finde den chauffør der skulle køre os til resortet. Eller dvs. vi skulle kun køre ca. 15 min ud til en lille lokal fiskerhavn, hvorfra vi blev fragtet med speedbåd resten af vejen til resortet. Denne tur tog kun omkring 7 min, og herefter befandt vi os i paradis :-) Utroligt at vi kun ca. 2 timer tidligere havde stået i Singapore lufthavn...

Resortet vi skulle bo på, lå på en lille privat strand som man kun kunne komme til via båd. Eller det er faktisk ikke helt rigtig, man kunne nemlig også gå dertil via en meget stejl og smal sti ind over et bjerg som blev kaldt "Monkey Trail", mere om den senere.
Men da vi ankom, var det holdt op med at regne og solen begyndte at titte frem igen. Naturen her var helt fantastisk og meget uspoleret set i forhold til Phuket. Krabi er også kendt for deres lidt mere rå klippe-landskab, som I også vil kunne se på nogle af billederne nedenfor.
Vi blev tildelt et skønt værelse med udsigt ud over stranden og vandet og om natten kunne man ligge og høre bølgernes brusen. Virkelig dejligt og afslappende :-)

Da vi havde installeret os på værelset og inspiceret resten af resortet, gik vi ned til en restaurant ved vandet og fik os en god frokost. Herefter tog vi de gode sko på og begav os afsted mod den lille landsby Ao Nang som lå et lille stykke vej væk fra hotellet. Her kunne vi kun komme til via båd eller via den før-omtalte "Monkey Trail". Vi tænkte, at vi ville tage udfordringen op, og valgte derfor Monkey Trail :-) Stien over bjerget bliver kaldt sådan, fordi der eftersigende skulle være mange - som i rigtig mange - aber. Så vi var lidt spændte da vi først begav os afsted. Turen ind til byen tager ca. 30 min og det meste af vejen går man på en meget faldefærdig og ramponeret trappe hvor der mange steder er sparet på brædderne så man skulle springe en halv meter for at nå næste trappetrin, samt at der er ikke er rækværk flere steder.. Det var en interessant at prøve og mht. aberne... så mødte vi ikke en eneste..!! Vil ikke sige at vi var skuffede, men synes at det var lidt opreklameret at kalde stien sådan, når de ikke kunne diske op med en eneste abe.. hm..

Dog skulle det vise sig at være anderledes på vores 3. tur til byen. Cirka halvvejs hørte vi et par aber rumstere i træerne lidt derfra, og vi tænkte "yes, så er kan vi se en lille monkey". Og det kom vi også til. Først kom der den første frække aber springende ned foran os - kiggede nysgerrigt på os og spankulerede så lidt videre. 2. abe kom hurtigt efter, lidt større og havde en lille baby abe på maven - "nååå", nåede reaktionen at blive inden at der kom endnu en, og endnu en og så en mindre gruppe på 5 aber... og lige pludselig kom de alle steder fra. Vi var fanget midt i et kæmpe abe-optog med ca. 50 aber, som ledte efter det mindste tegn på mad.
Jakob mente nu umiddelbart ikke, at det skulle være et problem at "følges" med aberne så han trådte rask fremad. Efter 30 sek. halv-panisk fremmarch kiggede han sig over skulderen blot for at se, at Sofie stod fuldstændigt stille og paralyseret. "Jeg går ingen steder med alle de aber", kom det sagte :)
Efter lidt overtagelse fik vi begge gang i benene og fulgtes med aberne af monkey trail ind mod byen. De gjorde ikke noget, men Sofie pointerede gentagne gange også at "Jakob, du må IKKE kigge dem ikke i øjnene!". Om det hjalp, ved vi ikke helt, men de havde det i hvert fald sjovt og var meget aktive :o)

Nå, men da vi kom ned til byen så vi os lidt omkring og fandt herefter et hyggeligt lille sted hvor vi kunne få massage. - Skulle lige udnytte at det endnu engang kunne fås til billige penge her i Thailand. Jakob fik ryg- skulder- og hovedmassage og Sofie en omgang fodmassage.. - Ahh, det var skønt og billigt. Ca. 50 kr. for 1 time og så kan de virkelig deres kram. De trykker sq til må man sige..
Efter massage var det tid til lidt aftensmad som blev nydt på en hyggelig restaurant der lå ned til vandet. Bagefter var vi ret trætte og da det også var blevet bælgragende mørkt, ville vi begive os hjemad mod hotellet igen. Dette viste sig at være en udfordring. For det var mørkt, som i meget meget mørkt. Men hurra for lommelygter i telefonen, så den hjalp os på rette spor ind over Monkey Trail igen, som var lidt af en udfordring her i mørket - denne gang uden monkeys. Men hjem kom vi.

En anden vidunderlig ting på hotellet var morgenmadsbufféten: der var frisklavede omeletter, pandekager og vafler. Alverdens frisk frugt og grønt og flere forskellige asiatiske og andre varme retter samt div. friskbagt brød. Hold nu op hvor var det lækkert. Vi sad udenfor ned til en lille sø og nød vores morgenmad med lyden af et lille vandfald i baggrunden. Det var nok den bedste start på dagen man kunne ønske sig.

Resten af weekenden blev brugt på at finde et par liggestole nede ved vandet og nyde bølgernes skvulpen mens vi lå og læste bøger og halvsov. Hotellet havde hver dag nogle forskellige gratis aktiviteter, og vi fandt hurtigt 2 ting som havde interesse (vi kunne jo ikke ligge på liggestolene hele dagen :-)
Så ved middagstid kom der en svensk gut som havde sit eget lille dykkerfirma inde i byen for at tilbyde dykkerundervisning i poolen. Jakob var helt vild og mente at DET skulle VI da prøve! Sofie var mindre vild og tænkte at DET måtte HAN da gerne, mens hun kunne kigge på.. - Men da vi først havde set et andet par prøve at dykke, så det alligevel lidt spændende ud. Så Sofie tænkte, at det kunne da ikke være så svært! Så en-to-tre havde vi fået udstyret på og trak vejret via en tung ildflaske på ryggen. Det var sjovt og slet ikke så svært som vi først havde troet.
Lørdag aften var vi på et natmarked inde i byen, hvilket var en rigtig spændende oplevelse. Der blev solgt alverdens lækkerier og forskellig mad samt hjemmelavede ting og sager som både kvinder og mænd sad og lavede.
Om søndagen begav vi os ud i nogle hav-kajakker som hotellet også stillede til rådighed. Her kunne vi sejle helt tæt på de stejle klipper og nyde freden og roen på vandet og udsigten ind over land.
Efter vi igen var kommet på land gik vi igen ind til byen og fik en omgang massage mere. Herefter blev aftensmaden igen nydt på en dejlig restaurant der lå ned til vandet mens vi så solen gå ned.
Mandag morgen tog vi så igen retur til Singapore. Det var en skøn tur vi havde til Krabi, og bestemt et anbefalelsesværdigt sted at tage hen, hvis man påtænker at komme på de kanter.

Et lille "sky billede" set fra flyveren på vej til Krabi

Båden vi sejlede med til resortet
 
Vores værelse

Udsigten fra værelset

Frokost på stranden
 
Mere strand
 
På vej til byen via "Monkey Trail"
 
Yes, der var mange aber..
 
 
Resten af vejen til byen så sådan ud
 
Så dykker vi
 

Jakob laver "OK"-tegn

Frokosten nydes på en strandrestaurant

På det hyggelige natmarked i Krabi by

Der blev også spillet... - Hov lille tromme-dreng, der blev du nok fanget i ikke at spille med hva´!

"Bussen" til Krabi by så sådan ud. Turen kostede 12 kr. og tog ca. 30 min. på bombet vej

Søndag sejlede vi i havkajak

Det var en to´er kajak, så vi skulle lige enes om hvilken vej vi roede ;-)

Aftensmad den sidste aften i Krabi

Friskfangede kongerejer

Grillede grøntsager

.. - og ikke mindst den fantastiske solnedgang


- Jakob og Sofie
 

 
 
 
 
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar